VORES-HUND.DK |
HVALPE ELLER EJ |
|||
|
HUNDERACER OG GADEKRYDS |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
Tævens cyklus Hunhunde kommer typisk i løbetid to gange om året, men det kan også være sjældnere. Nogle tæver har 8 - 10 måneder imellem deres løbetider, og det er så det normale for dem. Når tævens hormoproduktion fortæller hende, at nu er det snart tiden for næste løbetid, så sker der typisk det et par måneder før hun går i løb, at hun begynder at fælde sin pels. Nogle tror fejlagtigt, at fældning hænger sammen med årstiderne, men det er ikke rigtigt. I løbet af et par måneder fælder hun sin pels, hvorefter hun sætter en ny, så hun står floti "i brudekjole" for at være tiltrækkende for en eventuel bejler. Kort efter at hun har sat ny pels, begynder hun at bløde. Man opdager små dråber blod rundt omkring på gulvet, og i møblerne, hvis hun ligger der. De fleste tæver er gode til at holde sig selv rene. Hun kan i den periode være mere kælen og kontaktsøgende, og har brug for mere nærhed end sædvanlig. Hun bløder nu i en uges tid, hvorefter der ikke kommer mere blod. Det er nu, når blødningen er holdt op, at hun bliver højløbsk og parat til at parre sig med en hanhund. Man vil observere, at hun svinger halen til side hvis man klapper hende omkring halenroden, og vender rumpen til. Hun kan også finde på at stikke af for at finde sig en bejler. Ønsker man ikke sin tæve parret, må man være meget påpasselig og f.eks. ikke gå ture med hende på steder hvor der bor hanhunde eller binde hende foran en forretning, mens man er inde for at handle. Det kan meget nemt resultere i, at hun bliver uønsket parret. Ønsker man at parre hende, og har fundet en passende hanhund, så tæller man dagene efter man opdager den første bloddråbe. Hun er typisk mest modtagelig for hanhunden på 10 - 12 dagen, men der kan være individuelle forskelle. Er det en dyr avlstæve, man står med, og hanhunden eventuelt bor meget langt væk, så kan man få taget et skrab hos dyrlægen, hvor det helt rigtige tidspunkt for parringen kan findes. Selve parringen Når to hunde skal parre hinanden, så plejer de først at pjatte rundt et stykke tid, hvor hanhunden snuser meget til tævens bagende. Hun vil typisk pjatte rundt, drille ham lidt, opfordre ham til leg og afvise ham et stykke tid. Når de har leget lidt på skrømt, og det ellers er den rigtige dag for hende, så vil hun på et tidspunkt stille sig op for ham og stå stille, hvorefter han vil bestige hende. Unge uerfarne hanhunde kan godt være længe om at finde ud af, hvordan man gør, og hvilken ende man gør det i, men lad dem blot selv finde ud af det, det er bedst at blande sig så lidt som muligt. Er det en uerfaren hanhund, så er det en god ide, at lade ham parre en erfaren tæve første gang, hun skal nok vise ham til rette. Når han har besteget hende, og er trængt ind, vil han lave nogle hurtige parringsbevægelser, og derefter vil han stige ned igen. Hanhundens kønsorgan indeholder et svulmelegeme, som svulmer voldsomt op inde i tæven, og låser de to hunde sammen. Det er simpelthen umuligt for ham at gøre sig fri af tæven, de er låst fast til hinanden. Når han stiger ned, gør han det ved at svinge det ene bagben over hendes ryg, og de står så bagdel mod bagdel og er låst, mens sæden pumpes fra hanhunden over i tæven. Hvis det er en ung førstegangs tæve, kan hun godt blive nervøs, og prøve at komme løs. Dette bør man forsøge at undgå, da hun for det første ikke KAN komme løs, og for det andet kan hun gøre meget stor skade på hanhunden hvis hun prøver. Knæl ned ved siden af dem, og snak roligt til begge, klø dem bag ørene, og vent på at de løser sig igen. Stille og roligt. Det er forskelligt, hvor længe hunde hænger sammen, der kan gå lige fra 5 til 45 minutter. Når hundene igen skilles ad, vil de hver nette sig lidt. Ønsker man at tæven skal blive drægtig, bør hun ikke have lov til at sidde lige med det samme, og hun bør ikke luftes. Er det en mindre tæve, kan man tage hende på skødet, og holde hendes bagende højt løftet. Er det en stor tæve, kan man sætte sig på en stol, og tage hende halvvejs på skødet, således at man har sine knæ under hendes mave, og hendes bagperron hviler højt på ens lår. Hvis parringen er lykkedes går hun drægtig 63 dage. Uønsket parring Hvis man har en tæve, og man ikke ønsker hende parret, skal man som før nævnt passe på hende, når hun er i løbetid. Men er uheldet ude, er der ikke meget at gøre ved det. Tager man to hunde på fersk gerning, der hænger sammen, skal man UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER forsøge at skille dem. For det første kan det ikke lade sig gøre, og for det andet, hvis man forsøger alligevel, kan man gøre uoprettelige skader på begge. Det gamle mundheld om, at man skal smide en spand koldt vand på dem, er både barbarisk og helt hen i vejret. Hænger de sammen er der ikke noget at gøre ved det, punktum! Så er det sådan, at man kan få en abortsprøjte hos dyrlægen. Dette frarådes på det kraftigste. Det er i høj grad skadeligt for tæven, og det kan slå hendes hormonbalance ud af tur for livstid. Man kan også få løbetidssprøjter hos dyrlægen, så tæven slet ikke kommer i løbetid. Disse må også på det allerkraftigste frarådes, da de er skadelige og kræftfremkaldede. Koncentrationen af hormoner i en P-sprøjte til hunde er 100 - 1000 større end i P-piller til kvinder. Den kan ødelægge tævens hormonbalance og der er meget stor sansynlighed for at hun dør af enten livmoder- eller mælkekirtelkræft. Sterilisation af tæver Inden man anskaffer sig en tævehvalp, bør man gøre sig klart om hun skal have hvalpe eller ej. Og er man sikker på, at man ikke ønsker hvalpe, så er det det fornuftigste at lade hende sterilisere. Derved fjernes hendes livmoder og æggestokke, hun kommer aldrig i løbetid mere, og vil aldrig kunne få hvalpe. Godt nok koster operationen penge, men på sigt er det ikke dyrere end en P-sprøjte hvor 6. måned (som kraftigt frarådes). Skal tæven steriliseres, er det vigtigt at det sker på det rigtige tidspunkt i hendes cyklus, nemlig midt imellem to løbetider, når hormonproduktionene er mindst. Der sker nemlig det, at når livmoder og æggestokke fjernes, så forbliver hormonproduktionen på det niveau, som tæven er på lige på det tidspunkt. Og sker sterilisationen lige inden eller efter en løbetid, vil tæven forblive på dette stadium og altså være i en konstant stresstilstand resten af sit liv. Sterilisation midt mellem to løbetider vil derimod give hende et roligt liv fremover. Kastration af hanhunde Her skal ikke agiteres for, at alle hanhunde skal kastreres, men muligheden skal nævnes. Mange tror fejlagtigt, at kastration løser alle problemer, hvilket ikke er rigtigt. For enkelte racer, det gælder især hyrdehunderacerne, vil det ikke betyde den store forskel, og hunden vil stort set være den samme før og efter. De fleste problemer kan man løse ved opdragelse og træning. Nogle hanhunde kan dog være meget parrings-fixerede og være ret ustyrlige. Har man sådan en hanhun kan man vælge at lade ham kastrere for at gøre ham lidt roligere. Kastration er en forholdsvis ukompliceret procedure, som hunden kommer sig over meget hurtigt. Jo yngre end hund er, jo større forskel vil det oftest gøre. Hvis en hund kastreres meget ung, kan dens udvikling imidlertid gå i stå, og det kan have betydning for dens bygning, for knoglernes og kroppens udvikling, så den bliver spinklere end normalt. |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
LINKS: |